Vi er stolte af Silkeborgs udvikling

Skrevet af Rune Kristensen - 2021-04-17 09:42:00

Silkeborg har forandret sig til det markant bedre. Vi er glade for alle, der vælger byen til. Silkeborg er attraktiv, og det er noget, som mange andre tilsvarende byer må kigge langt efter.

Vi har vores voksenliv her, og vi har haft vores ungdomsliv tidligere i to forskellige årtier. Og vi kan tydeligt erindre den noget grå og sovende provinsby, som bl.a. fristede en tilværelse i fodboldens 3. division. Riverboat var uden snert som publikumsmagnet i 90´erne, skolelukninger var på programmet, og store virksomheder som Neckelmann, DAB og Papirfabrikken var på vej mod afslutning. Der er sket utrolig meget siden da - og heldigvis for det. Motorvejen har inden for de seneste år revet proppen af ketchupflasken, og særligt de aarhusianske børnefamilier vælger Silkeborg til. Det giver stort pres på vores dagtilbud, og det skal naturligvis løses så hurtigt, som overhovedet muligt. Mon ikke også at det samlede byråd er enige i det?

Den positive udvikling skal vi bruge til at investere og skabe endnu bedre rammer for børn, unge og ældre. Det skal være godt og trygt at skabe sit liv i Silkeborg.

Vores budskab er med den positive vinkel. Alle nye borgere er velkomne, og vi håber, at I vil bidrage til en endnu bedre by. Hvor vi er imødekommende overfor hinanden og deltager aktivt i foreninger, arbejdsliv, bestyrelser eller det lokale område. Satsninger til fælles bedste på kultur, idræt og outdoor ligger lige for til at understøtte det gode hverdagsliv, hvor særligt natur søer og skove bidrager med vigtige værdier og potentialer.

Vi skal satse en endnu mere på levende detailhandel med stort grundlag for specialbutikker, foreningsliv med bredde, stærke ungdomsuddannelser og ikke mindst en lokal arbejdskraftresurse som kan understøtte nuværende og nye virksomheder. Hertil kan tilføjes robuste skoler og dagtilbud med et solidt børnegrundlag, som giver gode og spændende fremtidsperspektiver.

Men mest af alt handler det om, at Silkeborg har været et aktivt tilvalg for usædvanligt mange mennesker, fordi kvaliteterne er mange. Det skal vi være stolte af bygge videre på.

Del denne blog på SoMe: