Rune Kristensen - Nyheder

VIBORGVEJEN OG RINGVEJSBROEN

21. januar 2018 - 20:52

8B9346FD-A7B1-4F85-BABE-0615B0D5B7B5.jpegEn diskussionen er startet i avisen, om det er muligt at flytte anlægsmidler fra den bro, der skal erstatte den gamle ringvejsbro ved Resenbrokrydset, og flytte dem til at løse udfordringerne på Viborgvejen.

Vi finder sammenblandingen meget uheldig. To projekter, der er meget forskellige, og hvor sammenkædningen giver alvorlige panderynker - ikke kun blandt byrådskollegaer men også på Christiansborg. Resultatet kan blive, at processen trækkes i langdrag eller bliver tabt på gulvet. Ved det faktum, at folketingspolitikerne ikke bytter rundt på æbler og pærer, kan vi i stedet ende med, at vi hverken får æbler eller pærer, og så har vi for alvor skudt os selv i foden.

Silkeborgmotorvejen har for alvor vist nye trafikmønstre, som ingen havde forudset. Vejdirektoratets egne trafiktal har ikke haft meget opmærksomhed for Viborgvejen, hvor trafikken er øget med mere end 2500 biler i døgnet. Forudsigelserne for Silkeborgmotorvejen har også vist sig ikke at holde stik, fra oprindelig ca. 11.000 biler i døgnet til i dag mere end 17.500 biler i døgnet. 

Vi står derfor i Silkeborg med den udfordring, at både folketingspolitikere, Trafikministeriet og Vejdirektoratet skal udfordres og være med til at skabe løsninger for den øgede trafik, der ligger langt over en rimelig fejlmargen.

Det ser nemt ud på papiret at tage anlægsmidler fra Ringvejsbroen og flytte dem til Viborgvejen, men det virker ikke særlig gennemtænkt.

Da Ringvejsbroen blev besluttet over Gudenåen, var en af  begrundelserne, at Gudenåen skulle kunne flyde frit - også når vandstanden er høj, og dermed at få fjernet den smalle passage, der virker som en prop når den øgede vandmængde skal passere. Præcis det samme mål, der har været for motorvejsbroen og den nybyggede bro ved Resenbro.

Et andet vigtigt argument var, at bredderne langs med Gudenåen skal fortsætte under broen, så dyrelivet kan passere, og at der kommer bedre sammenhæng mellem Gudenåen og naturen.

Den nuværende ringvejsbro er en vejbro, men kommer aldrig til at løse bedre vandgennemstrømning, fri passage for dyrelivet og sammenhæng i naturen omkring Gudenåen.

Udfordringen omkring Viborgvejen skal løses, men med en formand i det nye Plan- og Vej udvalg skal det ske i et tæt samarbejde mellem Plan- og Vej udvalget samt Økonomi- og Erhvervs udvalget. Vi skal have løsningsforslag og sikre en konstruktiv dialog med Vejdirektoratet, Transportministeriet og Folketingspolitikerne. 

Som lokalpolitikere vil vi opfordre til, at der er respekt om de politiske beslutninger, og at der arbejdes konstruktivt med at finde løsninger - både for Viborgvejen og den nye ringvejsbro. 

Skrevet af: Lars Hansen, Lars Faarup og Rune Dreier Kristensen

Byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet i Silkeborg, og henholdsvis medlem af Plan- og Vej udvalg samt Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Tags: