Rune Kristensen - Nyheder

VI SKAL INVESTERE I VORES MIDTBY

1. marts 2018 - 4:55

citypark.jpgI de her år foregår en markant oprustning for at sikre, at de større handelsbyer overlever med et levende butiksmiljø. Vejle har igennem mange år investeret i forskønnelse af midtbyen, og Viborg og Herning satser ligeledes markant på forskønnelse af gågader med opholdsrum og legepladser. I Silkeborg er vi ved at komme op i gear - men vi kan gøre det endnu bedre.
 
Resultaterne af en kundeundersøgelse af handelslivet i Silkeborg som Silkeborg Kommune og HandelSilkeborg står bag, viser hvor vigtigt det er, at der investeres i vores midtby, hvor de næste etaper i Midtbyen skal i gang.
 
Søndergade og Vestergade er de næste etaper, der skal tages hånd om, når Østergade er færdiggjort - og ambitionsniveauet skal være højt.
 
Vi skal have levende byrum for alle. I snart 8 år er det blevet diskuteret, hvor en centralt beliggende legeplads i midtbyen kan placeres. Der er bare ikke sket noget konkret.
I undersøgelsen bliver Silkeborg betegnet som en “gammel by”, når det handler om midtbyen, og muligheden for at børnefamilier kan opholde sig.
 
Min ambition er, at vi skal have levende byrum og en midtby, der indbyder til at opholde sig - og gå rundt i, og hvor kommunen, kulturlivet og handelslivet samarbejder tæt om at skabe oplevelser og events. Det vil være godt for handelslivet, og det vil være godt for Silkeborg Kommunes indentitet, som en aktiv og levende handelsby, der skaber gode rammer, som vi kan leve i - og som inspirerer til, at vi foretager vores indkøb lokalt.
 
Kommer man forbi Indelukket, uanset årstid, er der altid familier og børn på legepladsen. Vi har derfor et uforløst potentiale i at tiltrække borgere og kunder til midtbyen - både i og udenfor butikkernes åbningstider, med nye byrum og legepladser, der gør, at man har lyst til at blive “hængende”.
 
Næste skridt er at skabe sammenhæng mellem Torvet, Vestergade og Søndergade og målet er en sammenhængende midtby, der både gør det naturligt at komme ned til Langsøen, Campus Bindslevs Plads og Skoletorvet. De tre pejlemærker kan binde vores midtby sammen.
 
Særligt linket mellem Midtbyen og Langsøen er - efter snart årtiers diskussioner - stadig en forhindringsbane af parkerede biler på første række. Rådhus Vest skal derfor omskabes til et grønt link mellem Midtbyen og Langsøen - og ikke være endnu et område med punkthuse!
 
Tags: